Jyde i storbyen

Men oh my! Jeg lagde et billede på Instagram om, at vi var på vej mod København og at det var lidt op af bakke og at jeg var på udebane. For seriøst – det følte jeg! Vi tog toget derover og mødtes med en kammerat P derovre (det er ikke så tit vi ses, så det var virkelig rart lige at bruge lidt til sammen med ham). Det første han spørger om er så ‘nå, hvad vil du gerne se nu vi er herovre‘ .. og seriøst ikke? Så anede jeg ikke hvad jeg skulle se – for hvad kan man se? Jeg er ikke så kulturel, som jeg måske gerne ville være. Og det lyder måske skørt at jeg siger jeg var på udebane, men seriøst. Sidste gang jeg var derovre var i 7ende klasse! Og det er jo 3.. 6.. 10.. 12.. år siden? Argh, jeg ved det ikke, men i hvert fald mange år siden!

Og vi gik og gik og så en masse forskelligt – og jeg kan ikke huske hvad noget af det hed. Flot. Men det var super hyggeligt og helt fantastisk at have P med som en slags guide – han har boet der, så han vidste ligesom lidt om det, hvilket jeg ikke gjorde. Overhovedet. Jeg følte lidt for meget som en turist, hvilket faktisk er en nederen følelse. Især synes jeg det var total mærkeligt at folk i butikkerne (og ved øllene) ikke snakkede dansk, ej men hvad sker der? Jeg ved godt det er en storby, mange fra udlandet og det.. men det er da lidt underligt? Ej, jeg tænker det giver god mening – men for mig, vestjyden, var det altså underligt at skulle snakke engelsk.. i Danmark. Altså var det sket i Blåvand, at personalet i butikkerne snakkede tysk istedet for dansk for at ramme kunderne, så havde de danske kunder været utilfredse, haha.

Vi havde også lige lidt udfordringer på hotellet, men det handler vidst mest om at vi aldrig er på hotel. Det fik hvert fald P til at ryste på hovedet af os (hvilket jeg en fornemmelse af at han gjorde et par gange derovre..), men vi klarede det! Og det var altså bare mega lækkert at bo tæt på Royal Arena, så da koncerten var færdig kunne vi gå til hotellet.

Jeg synes egentlig ikke at vi gik sådan åndssvagt meget. Jo, vi gik rundt og så forskellige ting og på strøget, men torsdag var mine fødder total smadrede. Måske birkenstock ikke er de mest ideelle at gå med, når man skal gå så meget PLUS til en koncert, men sådan blev det. Men jeg var godt nok glad for, at jeg kunne smide dem, da vi kom ind i bussen. P skulle arbejde torsdag, så da han forlod os var vi helt alene i storbyen. Haha. Thank god for gps og for at have masser af tid. Så vi fik shoppet lidt, hygget og spist inden vi skulle hjemad. Og helt ærligt ikke? Hvis jeg havde været selv, så havde jeg nok bare shoppet lidt på strøget og så taget direkte over til hovedbanen; bare for at være sikker på at være der når jeg skulle hjem og ikke være faret vild inden.

Vi havde hjemmefra bestilt busbilletter hjem – jeps, det er rigtigt. Vi skulle med bussen hjem. Dels fordi jeg dælme ikke skal køre rundt inde i København (med min uvished om byen, turistfølelse og frygten for at køre ind i de andre biler fordi – lets face it, de kører lidt mere godt til end her vestpå og så er der jo cirka en milliard biler!) og dels fordi det ville koste os halvdelen(!) af hvad en togbillet ville koste og busturen tager faktisk kun en halv time mere end togturen.

Det eneste der bare ikke lige måtte ske skete. Selvfølgelig. Vi kommer på motorvejen, får musik i ørene og sætter os godt til rette indtil pludselig.. så holder bussen bare stille. Der er sket en ulykke på motorvejen. Pis. Vi holder LÆNGE indtil chaufføren meddeler at ja, det er noget lort og at vi mindst vil blive EN TIME forsinket. Jeez. Så istedet for at sidde cirka 4 timer i bus, endte vi med at sidde næsten 6 timer. For selvom vi var forsinket pga ulykken, så var der også fragt af vindmøllemoduler og andet sjov. Selvfølgelig. Det er jo klart.

Jeg tror at konklusionen fra vores tur må være; vi kommer for lidt ud! Og det må vi få lavet om på – for det var en virkelig hyggelig tur!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *