Enlig mor.. For en stund.

Puh. Jeg synes godt nok mine dage forsvinder for tiden; der er hele tiden lige noget jeg føler jeg skal have fikset; især fordi jeg ikke gider bruge mine aftner på alt muligt – der vil jeg faktisk gerne bare læse (ja.. det tager stadig lidt overhånd).

Og ja, Claus er godt nok ikke meget værd for tiden. Måske er det fordi han er i krise over at han bliver 30 om lidt? Og så tænker at han vil føle sig yngre? I hvert fald så har han brugt den sidste uge på sofaen, fordi han er den heldige vinder af en omgang kyssesyge. For helved.

Jeg gik ellers her og troede at det faktisk var mig, der klarede de fleste ting herhjemme. Men Gud hvor er det træls, når man så opdager man ikke har mere rent undertøj og det så slår en at det oftest er Claus der har haft den tjans. Ligesom aftensmaden? Og indkøbene? Ej, vi er egentlig ret gode til at supplere hinanden – men nu hvor jeg står med det hele selv, trækker det altså lidt tænder ud.

Og så er det jo bare det med arrangementer og sådan. Når man er selv afsted med en 3årig, så er man altså bare lidt mere på end når man er to afsted. I weekenden var vi til familiedag (med min familie), hvor vi var ude og spille fodboldgolf. Matti havde det SUPER sjovt, men mor her synes sgu godt nok han var lidt over det hele. Ej, det gik fint – og vi havde en super dag. Men hvem er det der skal tage alle udbrudene? Overtrætheden? Hysteriet? Jep, det er mig. Man mangler lidt en at kunne sige “nu er det sgu din tur” til.

Jeg skriver det her indlæg nu – klokken er ikke engang 20 og jeg overvejer at gå i seng. Flot. Men jeg er simpelthen bare så træt i min krop og i mit hoved. Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan selv. Men en hel pinse, hvor Matti og jeg egentlig skal klare os selv. Det er godt nok lang tid, kedeligt og uvant.

Og hvad vil jeg med det her indlæg? Tja, ikke en skid. Bare lidt ynk fra min side.. Og jer enlige mødre? Fuck, hvor er I seje. At i hver dag skal klare alle pligterne selv. Hatten af for jer! Virkelig. Jeg ser så meget frem til at Claus bare blive lidt mere værd.

En tanke om "Enlig mor.. For en stund."

  1. Pingback: Sand mellem tæerne |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *