Det kører bare..

Jeg vil rigtig gerne blogge – og jeg har ret mange ting jeg gerne vil vise jer og fortælle jer! Men det hele har bare lige været ret træls og uoverskueligt, så bloggen har været nedprioriteret (og det er selvfølgelig sådan det skal være). Men Matti er dejlig nem; han hygger om dagen og sover for det meste om natten, så jeg tror umiddelbart ikke man kunne bede om mere på det punkt. Men det er som om vi ikke er færdige med de (skide) læger endnu – og det er det der fylder!

11Sidste mandag var vi jo nede og få klippet tungebåndet; det var et simpelt indgreb og noget vi ’selv havde valgt’. Men i løbet af ugen begyndte han at få rigtig mange knopper og noget betændelseslignende i ansigtet. Vi tog derfor til lægen torsdag, som gav os noget creme vi skulle smøre med – og så skulle det gerne blive bedre. Lægen vidste dog ikke hvad det var. Over natten blev det endnu værre og jeg besluttede mig for at ringe til lægen fredag morgen. De ville gerne se os, så vi tog et smut derned igen. Lægen synes det var mærkeligt at der ikke var nogen bedring, så derfor vurderede han at Matti skulle have antibiotika, for at få bugt med det. Han sagde at det skulle blive mærkbart bedre i løbet af weekenden – og vi fik så en tid til kontrol tirsdag (igår), hvor det gerne skulle være på vej væk.

I løbet af weekenden blev det så ikke bedre, tværtimod. Så vi tog til vagtlægen søndag aften (når lægen havde sagt at det skulle blive bedre i løbet af weekenden, men var blevet værre – blev jeg i tvivl om det var den rigtige behandling vi havde gang i). Vagtlægen sagde at vi skulle give det tid, men hvis Matti ændrede adfærd eller fik feber skulle vi selvfølgelig reagere. Bedre at ringe en gang for meget end en gang for lidt.

Så var vi så til kontrol igår, hvor sygeplejersken tydeligt kunne se at det var blevet værre. Det har spredt sig til halsen nu også og han har fået lidt mere betændelse ved ørene. Hun havde en læge indover, for at høre hans vurdering og han synes umiddelbart at det lignede noget stafylokok-værk – så nu har vi fået noget andet medicin til det. Vi har nu en kontroltid på fredag og jeg håber fandmer at det er på vej væk!!

Så det kører bare. For helved altså! Heldigvis kan man sige at Matti ikke er mærket af det. Det klør ikke på ham og han er som han plejer – heldigvis altså! Men jeg bekymrer mig jo. Min lille pus skal jo ikke fejle noget! Og så bryder jeg mig ikke om at lægerne ikke ved hvad det er. Jeg prøver virkelig (altså det gør jeg!!) at tage det med oprejst pande, men jeg synes det er så svært og mine følelser sidder så meget uden på tøjet. Nu synes jeg umiddelbart vi har prøvet nok.

Oveni det her, så har ‘fodringssituationen’ også fyldt rigtig meget. Jeg er gået fra ikke at ville bruge brik, til at beslutte at bruge flaske, til at han pludselig gerne ville tage mit bryst – og jeg så ville supplere op, til at jeg nok ikke havde nok mælk (eller at der var nok næring), til at jeg besluttede mig for at flasken nok var bedst.. Til at snakke med lægen og så vælge at malke ud og give flaske.. Og nåja, så var der mistanke om svamp eller brystbetændelse. Jeg har været (og er) ret så forvirret i mit hoved, så det får i lige i et andet indlæg.

3 tanker om "Det kører bare.."

  1. Pingback: Børneeksem? | frk stubba

  2. Pingback: Ikke mere indlæggelse! | frk stubba

  3. Pingback: En update på Mattis hud | frk stubba

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *