En lille indlæggelse

Jeg nævnte tidligere at jeg ville lave et indlæg omkring indlæggelsen (jeg vil egentlig også lave et indlæg om fødslen først, men det bliver altså ikke lige nu). Jeg vil gerne dele situationen med jer – også selvom alt er som det skal være nu. Det er jo altså mine følelser og min oplevelse af situationen. Det er selvfølgelig en lidt lang omgang, men jeg havde lige brug for at få det hele med. Eller, i hvert fald så meget som muligt. Når det står her sort på hvidt, virker det heller ikke så ‘voldsomt’. Jeg var sindssyg bekymret og havde det dårligt med ikke at kunne gøre noget! Det er helt fair hvis du ikke gider læse det.

PicMonkey CollageMandag havde vi snakket lidt om at Matti var træt, men vi havde slået det lidt hen ved at vi havde lavet en masse og at det nok var derfor. Tirsdag morgen synes jeg han ser meget mere gul ud end han plejer – han har gulsot, så hans hud er gullig. Han er stadig ikke så aktiv som han plejer, men igen tænker jeg ikke nærmere over det. Jeg snakker lidt med Claus om at han er begyndt at spise mindre (10-15min fremfor 30min), men at han falder i søvn efter måltiderne så han er nok bare mæt? Min veninde kom tirsdag eftermiddag og imens hun var her, fik Matti sådan nogle spjæt imens han sov. Jeg blev bekymret, for det havde han altså ikke gjort før. Jeg ved godt at han kunne drømme og sådan – men lagt sammen med det andet virkede det altså mærkeligt. Og jeg blev skide bange for om noget var galt.

Jeg valgte derfor at ringe til lægen med akuttid, fordi jeg havde behov for at de ser på ham. Nu! Jeg ringede 10min. i 16.00 og jeg ved egentlig godt at de lukker kl. 16.00 – men jeg fik fat i en læge og hvis vi skyndte os, så ville vi kunne nå det. Jeg fortæller hende at det lige ville tage 5min. at komme derhen men at vi var på vej! Det er fint og at vi har en aftale. Da vi kommer derhen (5-6min. senere), er det en sekretær der åbner døren.. Hun fortæller så at lægen havde sagt at vi ville være der indenfor 3 minutter – og at hun derfor var kørt, for de lukker jo klokken 16.00. Derfor er der nu ingen læger der. Og klokken var altså IKKE 16.00! Jeg ved jeg aldrig har sagt noget om 3minutter, så hvor hun har det tal fra aner jeg ikke. Men hvad fanden?! Jeg kan fortælle jer at jeg var (og er) rasende!! Det er simpelthen så dårligt af dem! Hun kan da ikke fortælle mig at vi har en aftale og så bare køre?- så kunne hun jo have fortalt mig i telefonen at jeg ikke ville kunne nå det! Jeg er så forarget!

Jeg stortudede så (igen) i afmagt og bekymring; Jeg ville jo bare have nogle til at kigge på min søn og fortælle at det bare var mig der var pylret. Jeg fandt så nummeret til vagtlægen og ringede derhen. De tog mig seriøs og havde en tid til os 2 timer senere – og den tog vi. Mens vi er hjemme synes jeg han blev mere og mere sløv og vi kunne faktisk ikke rigtig vække ham mere end højst nødvendigt (Matti plejer at være rigtig meget vågen) – og selvom jeg følte mig lidt som en hønemor at ringe til både læge og vagtlæge, havde jeg en god mavefornemmelse med at jeg havde gjort det.

Ved vagtlægen undersøgte lægen ham; men der var umiddelbart ingenting galt. Han synes dog også at han så meget gul ud – og især fordi jeg sagde han havde været gul siden fødslen, blev tilbudt at blive sendt videre til børnemodtagelsen på sygehuset og få det tjekket. Jeg sagde jatak! Jeg ville vide om der var noget galt. Vi fik min mor til at køre os derned, fordi jeg igen var så ked af det at jeg ikke var helt tryg ved at skulle køre.

I børnemodtagelsen blev vi med det samme vist ind i et rum, så vi ikke skulle være i venteværelset med en 12 dage gammel baby og en masse andre syge som evt. kunne smitte ham med noget. God service! Der blev han undersøgt grundigt; både af en sygeplejerske og læge som næsten stod i kø for at tjekke ham. De fik også taget blodprøver i hælen – og selvom de prøvede at lokke ham med sukkervand, var han ulykkelig. De vejede ham også – og kunne konstatere at han sletslet ikke havde taget nok på. Imens vi var i børnemodtagelsen begyndte han dog at live op og blive som den Matti vi kender. Han spiste lidt, blev skiftet og han var vågen (det er første gang den dag vi fik lov til at se hans øjne)!

Vi fik af vide at vi nok skulle regne med at blive på sygehuset i hvert fald til dagen efter, men at vi lige skulle finde ud af med blodprøverne hvilken afdeling vi skulle være på. Hvis han havde en infektion skulle vi være i børneafdelingen og hvis ikke på mor-barn. Det ville så også betyde, at hvis han havde en infektion ville der ikke være plads på børneafdelingen til at Claus kunne sove med os – den mulighed var der på mor-barn. Da svarene kom så det egentlig fint ud. Han havde ikke en infektion, så vi blev flyttet på mor-barn.

Klokken var nu omkring 22.00; så vi bliver indlogeret og fik lov at sove lidt. Det første en af sygeplejerskene sagde var, at han havde et kort tungebånd og at vi skulle være opmærksomme på det – da det kunne have indflydelse på hvordan han suttede og spiste (og senere hvordan han ville tilegne sig sproget). Han bliver lagt på en apnø-madras (sådan en der ville larme, hvis han stoppede med at trække vejret) som igen hylede mig ud. Kunne han pludselig stoppe med at trække vejret nu?! Men fordi han havde været så sløv, var det bare en sikkerhed. Aftalen var så at vi hver gang jeg skulle amme, skulle kalde på en – så der kunne holdes øje med hvornår, hvordan og hvor længe han spiste. For medicinen for gulsoten er netop mad – og eftersom han jo ikke havde spist så meget, skulle der holdes øje.

Morgenen efter kl. 7.30 skulle der igen tages blødprøve – denne gang i armen. Åh, det så voldsomt ud, men det gik heldigvis hurtigere end når den er blevet taget i foden. Nu skulle vi bare vente på en børnelæge, som ville komme og fortælle om svarene på blodprøverne og hvad der videre skulle ske. Han havde stuegang fra 10 til 15 – det er altså lang tid! Heldigvis kom han allerede ved 11tiden. Han fortalte at tallene for gulsoten heldigvis var faldet siden tirsdag og at det derfor ikke var en bekymring. Alle blodprøverne så også fine ud. Han spurgte så hvad vi synes og om der var nogle ting vi følte vi manglede svar på og her nævnte jeg, at jeg da gerne ville være sikker på at min pus fik næring nok, nu vi vidste at han ikke havde taget nok på – og det synes han var en god plan. Lægen fortalte også at at det var en ond cirkel han havde været i; han var træt så ville ikke spise, men spiste ikke nok så var træt. Men da vi kunne mærke han være mere som sig selv, var han ikke bekymret.

Derfor blev der observeret lidt på hans spisevaner – og ved næste amning blev han vejet inden og efter, for at se hvor meget han egentlig tog på efter et måltid. Til mit held tog han godt på; faktisk tog han rigtig godt på efter måltidet (altså uden at skifte ble og med tøj på)! Vi aftalte derefter at når det gik så fint ville de ikke observere yderligere, men lave en kontrolvejning torsdag morgen (og se hvordan vægten var ift. den vejning der blev lavet på ham om tirsdagen da vi blev indlagt). Den næste sundhedsplejerske der kom ind havde et skema med som vi skulle udfylde hver gang han blev ammet (hvad klok og hvor længe) og når vi skiftede ham (om der var noget i bleen) – vi udfyldte hver gang der ‘skete noget’ og heldigvis var det lige efter bogen.

Morgenen efter blev han vejet og han havde taget på! Hele 46g. Yes! Vi fik lov til at blive udskrevet, så vi kunne komme hjem. Beskeden vi havde håbet på! Men vi er hjemme – og alt går som det skal. Sundhedsplejersken var her dagen efter og allerede der igen havde han taget på. Yesyesyes! Jeg må indrømme at jeg var ret spændt på vejningen – for selvom jeg føler at han spiser mere, så gav et ‘bevis’ mig en ro. Han er begyndt at gylpe mere, men det skulle vi se som et godt tegn – så får han i hvert fald nok.

Nu skal vi bare lige have ringet til en læge, der kan kigge på hans tungebånd og vurdere om den skal klippes. For selvfølgelig skal den det, hvis den er (eller kan blive) et problem for ham.

4 tanker om "En lille indlæggelse"

  1. Pia

    Jeg kan genkende mange af bekymringerne, for min søn blev indlagt da han var 6 uger gammel. Han havde nyrebækkenbetændelse, og på trods af nyren tog skade, så lever han i dag heldigvis helt uden mén. Begge mine drenge har haft kort tungebånd, og vi har ikke haft brug for at få det klippet. Og så længe Matti kan ammes så fint som nu, er der i hvert fald ingen problemer med tungebåndet foreløbig 🙂

    Svar
  2. Pingback: At få klippet tungebåndet | frk stubba

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *