At være gravid; tanker og bekymringer

Okay.. Endnu et af de der indlæg hvor jeg bare tømmer ud fra min hjerne; så det kan være noget af det er noget vulapyk. Det tidligere indlæg som handlede lidt om forventninger og ynk, kan du læse her.

large (1)

Jeg har altid været sådan en der bekymrer mig lige liiidt for meget. Faktisk har det på et tidspunkt taget så meget overhånd, at hvis jeg ikke kunne få fat i nogle var jeg sikker på det værste var sket. Lige præcis dét er ikke blevet mindre af at blive gravid, jøsses mand. Jeg kan sagtens stadig få tankerne om der er sket noget eller der er noget galt; men så er det jo rart at folk oftest ikke er mere end en sms eller et telefonopkald væk, så det letter en smule.

Men nu er det bare begyndt at omhandle noget helt andet. Nu handler det ofte om en baby jeg endnu ikke har mødt. Det er altså en ret mærkelig følelse! Har han det mon godt derinde? Gad vide om der er noget galt? Hvad hvis vi ikke når at møde ham? og så videre og så videre.. Tankerne er mange! Men jeg tror måske det er meget normalt? Man glæder sig så meget, at man frygter at et eller andet går galt. Men selvfølgelig gør det ikke det! Han har det helt sikkert perfekt inde i sin boble og det ved jeg godt!

Men jeg forsøger virkelig ikke at være pylret og prøver at tænke ‘at det er nok ingenting‘, hvis jeg pludselig mærker noget jeg ikke har mærket før. Men jeg kan altså ikke lade være med samtidig at tænke ‘jamen hvad nu hvis det er noget?’. Jeg er måske lidt bange for at tage for let på tingene, hvis der så reelt er noget galt. Giver det mening? Så jeg har da også haft ringet til både fødegangen og lægen – og heldigvis er de super søde og kunne berolige mig (det er selvfølgelig det deres arbejde går ud på).

En anden ting som fylder i mit hoved, er tankerne om vi er klar? Er vi klar til at blive forældre? Er vi klar til at tage vare for et andet menneskes liv? Åh gud, hvor kan jeg blive nervøs og usikker når de tanker kommer i mit hoved. Jeg ved at det er usikkerheden fordi det er nyt og at vi nok skal klare det, men for fanden altså. Mange siger at man aldrig kan blive helt klar; at det bliver man først den dag man har født – så det vælger jeg at tro på. For uanset om jeg føler mig klar eller ej, så glæder jeg mig helt åndssvagt meget. Men tankerne og den usikkerhed er bare sindssygt svær at skubbe væk, når den først florere. Men igen – mon ikke det er meget normalt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *