Om at sige farvel

Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ikke ville skrive dette indlæg. For der er ingen grund til at det skal ud på nettet. Men jeg har brug for at få det ud – brug for at løsne tankerne. Så jeg har valgt at skrive dette indlæg – og det er ikke fordi i skal synes det er synd for mig eller sådan noget.. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg laver indlægget.Jeg sagde igår farvel til min bedstefar. Han nåede at blive 87år, så han var ved at være en gammel mand. Man må sige at han var så heldig at få et langt og godt liv. Han sov stille ind i sin seng i sin lejlighed, så det skete på en fredfuld måde – præcis på den måde han gerne selv ville herfra på.

Men hold op, hvor jeg synes det er hårdt. Jeg synes virkelig det er svært at forstå, at jeg aldrig får ham at se igen. At jeg aldrig mere kommer til at grine lidt over hans små særheder og alt det andet. At jeg aldrig nåede at vise ham det hus vi har kig på eller at han aldrig fik muligheden for at se de børn jeg (forhåbentlig) engang skal have. Det gør ondt, virkelig. Selvom jeg godt ved at jeg ikke var nede og besøge ham så meget som jeg ville ønske at jeg havde været, så vidste man bare at han var der og at hans dør altid var åben, når man kom forbi.

Jeg håber i har forståelse for, hvis der ikke kommer så mange indlæg på bloggen her for tiden. Jeg har brug for at komme væk hjemmefra – jeg har brug for min mor og far. Så jeg vil bruge så meget tid med dem som jeg kan.

8 tanker om "Om at sige farvel"

  1. Pingback: Tilbageblik på 2013 (jan-juni) | frk stubba

  2. Line Alfie

    Kære Christina

    Jeg er ked af dit tab og håber, du finder lidt fred sammen med din familie. Bloggen og dine læsere venter, når DU er klar til at komme tilbage.

    Sæt pris på, han tog herfra, men I stadig havde varme følelser for ham. Ja, det lyder måske sært, men min mormor er blevet så dement, besværlig og ondskabsfuld, at man af og til ville ønske, hun var væk – for egentlig er hun jo (jeg ved godt, det lyder ondt, men det er ikke desto mindre de triste fakta). Den person hun var, er væk. Min mands morfar var stadig sig selv, da han døde som 91-årig og jeg har stadig det savn. Men på en måde er jeg glad for det – han betød meget for mig, derfor savner jeg ham. Savn betyder, man var elsket.

    Mange tanker, Line

    Svar
  3. Line Alfie

    Kære Christina

    Jeg er ked af dit tab og håber, du finder lidt fred sammen med din familie. Bloggen og dine læsere venter, når DU er klar til at komme tilbage.

    Sæt pris på, han tog herfra, men I stadig havde varme følelser for ham. Ja, det lyder måske sært, men min mormor er blevet så dement, besværlig og ondskabsfuld, at man af og til ville ønske, hun var væk – for egentlig er hun jo (jeg ved godt, det lyder ondt, men det er ikke desto mindre de triste fakta). Den person hun var, er væk. Min mands morfar var stadig sig selv, da han døde som 91-årig og jeg har stadig det savn. Men på en måde er jeg glad for det – han betød meget for mig, derfor savner jeg ham. Savn betyder, man var elsket.

    Mange tanker, Line

    Svar
  4. Heidi Frederiksmose

    Det gør mig virkelig ondt at læse, søde Christina.

    Fantastisk at han havde et lang og lykkeligt liv, og at han kom herfra på den måde han ønskede. Derfor er det stadig hårdt for de efterladte, og det vil det være i lang tid fremover. Godt at I kan mindes alle de fantastiske tider I har haft med ham <3

    Kæmpe kram herfra

    Svar
  5. Heidi Frederiksmose

    Det gør mig virkelig ondt at læse, søde Christina.

    Fantastisk at han havde et lang og lykkeligt liv, og at han kom herfra på den måde han ønskede. Derfor er det stadig hårdt for de efterladte, og det vil det være i lang tid fremover. Godt at I kan mindes alle de fantastiske tider I har haft med ham <3

    Kæmpe kram herfra

    Svar
  6. Helle Rasmussen

    Kære Christina
    Hvor gør det mig ondt. Selvom han har lavet et godt og langt liv, står i nu tilbage med tomheden og sorgen. Den er der kun en ting at gøre ved. Lukke den ind, og mærk hvordan den er for netop dig. Giv dig den tid du har brug for, minderne er der ingen der kan tage fra dig. Dem skal du leve på resten af din tid.
    Mistede selv min mormor i efteråret, 91 år, jeg tager mig selv i ikke lige at sende hende et postkort, hi hi, men det er altså svært. Så griner jeg og tænker at det ville hun også have gjort, grinet.
    Ønsker dig alt det bedste og stort kram
    Helle

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *