Behind The Blog: Dancing with Fauns

Rikke fra bloggen Dancing witth Fauns har været så sød at svare på mine spørgsmål til denne måneds Behind The Blog. I kan se hendes blog ved at trykke her.

Fortæl om dig selv; hvem er du, hvor gammel er du og hvad laver du?
Jeg hedder Rikke, er 22 år gammel, og bor i en lille toværelseslejlighed i Odenses midte, sammen med min kæreste Nico. Jeg har netop afsluttet hovedfaget på min Bachelor i litteraturvidenskab, og læser nu et tilvalg der hedder ‘Marketing, branding og kommunikation’.
I min hverdag beskæftiger jeg mig meget med bøger. Det er en brændende og inderlig passion, og en evig beskæftigelse eftersom jeg aldrig nogensinde løber tør for bøger, jeg godt kunne tænke mig at læse. Jeg er især ellevild med Jane Austen romaner og tudsegamle eventyrsfortællinger. Desuden elsker jeg yndige kjoler, Disneyfilm, det sitrende skær fra stearinlys i mørket, lange gåture i al slags vejr, den amerikanske kultur og livsopfattelse, morgentræning, kys på panden, lyden af regn mod ruden, notesbøger og flettede fingre.
Af natur er jeg en dagdrømmer, delvist en enspænder og ofte fortabt i min helt egen verden. Men jeg er også omgivet af folk, jeg holder af; og jeg føler mig på den måde ganske heldig og privilegeret. Jeg er en gennemført optimist, og forsøger at få det bedst mulige ud af hverdagen, og hvad den har at tilbyde. Jeg er en vaskeægte livsnyder – og en smule for glad for pandekager og lys chokolade.
Hvis du skulle beskrive dig selv med 3 ord, hvilke tre skulle det så være? Og hvorfor? 
Forudsigelig; fordi folk ofte fortæller mig, jeg er som en åben bog. Det er sjældent jeg er i stand til at overraske folk, eller forårsage en smule forundring. Sommetider er det en rar ting, for det betyder de fleste er klar over mine grænser og mit humør; samtidig med jeg er enormt nem at købe gaver til. Omvendt kan det være dybt frustrerende, for indimellem ville det være rart, ikke at være så pokkers nem at regne ud.
Stædig; på så mange forskellige aspekter og områder. Når jeg sætter mig et mål, er det nærmest umuligt for mig at opgive. Faktisk kan jeg sommetider ende i urimelige situationer, fordi jeg simpelthen bliver nødt til at færdiggøre, hvad jeg har sat mig for. Ligeså er jeg håbløs at diskutere med (når det altså er en diskussion, jeg er dybt involveret i og passioneret omkring), og ændrer sjældent synspunkt eller mening – også selvom jeg måske ikke helt har ret.
Drømmende; fordi mit hovede ofte er verdensfjernt i dagdrømmenes rige, imens min krop vandrer rundt på byens snoede fortov. Jeg har altid været en dagdrømmer med en livlig fantasi og højtflyvende tanker.
Hvor ser du dig selv om 5 år?
Om fem år? Om fem år er jeg 27, har afsluttet min kandidatuddannelse (i guderne-må-vide-hvad), har forhåbentligt fået et job, og bor endnu i Odense med Nico. I mine ønskedrømme er jeg gravid til den tid, og er faldet på plads i en tryg og helt gennemsnitlig hverdag. Jeg forventer intet stort eller intet udover det sædvanlige. Jeg håber bare, jeg er lykkelig. Det er det vigtigste.
Hvad er din største drøm?
Jeg har mange drømme, store som små, vigtige som ubetydelige, logiske såvel som irrationelle. Den største er nok bare at forblive lykkelig. Det er vist generelt det vigtigste her i livet, hvor kliché det end lyder, når man nedfælder det på skrift.
Hvad er dit bedste minde?
Jeg har mange smukke og gode minder, og det er svært at udvælge et enkelt. Det er jo netop helheden, der danner grundlaget for mine, til tider længselsfulde, tilbageblik.
Men for bare at nævne ét, kan jeg pege på maj måned i 1997, hvor jeg for allerførste gang trådte ind af de lyserødt forgyldte porte til Disneyland Paris. Jeg husker det hele så tydeligt, hvordan jeg ikke kunne andet end at vandre rundt med åben mund og stirre på det gennemførte barndomsunivers. Jeg købte en stor Peter Plys bamse og krammede den inderligt, hilste på Mickey Mouse, prøvede adskillige karruseller og spiste massevis af kulørte bolsjer. Det var et sandt paradis; og mit eventyrsglade barndomshjerte kunne knap nok rumme al den glæde.
Fortæl noget om dig selv ikke ret mange ved.
Jeg hader mit navn. “Rikke”. Jeg hader lyden af det, og jeg hader synet af det på skrift. Dengang jeg var lille, drømte jeg om at hedde Helene, omend jeg idag ikke synes det passer til mig.
Hvad fik dig til at begynde at blogge?
En af mine veninder introducerede mig til blog-universet, og jeg begyndte intenst at følge med i et par blogs. De inspirerede mig, og gav mig lyst til selv at begynde. Jeg tror blot, jeg følte, jeg havde noget at tilføje. Noget at dele.
Hvorfor blogger du? Har du en drøm eller et mål med din blog?
Jeg blogger, fordi jeg ikke rigtigt kan lade være. Jeg nyder at kunne sætte ord på hverdagens små øjeblikke og mine hurtigt forbifarende tanker; der er ganske enkelt noget terapeutisk over det. Desuden gør det mig også glad indimellem at få respons på det jeg skriver, eller blot etablere en spinkel kontakt med et enkelt menneske bag den anden side af skærmen.
Jeg har ikke rigtig en stor vision for min blog. Kun at det skal blive ved med at være sjovt, og dermed en hyggelig adspredelse fra hverdagens trommerum.
Hvad er det bedste ved at blogge? Og hvad er det værste?
Det bedste er afgjort at have et rum, der er ens helt eget, en privat lille oase, der repræsenterer ens tanker, følelser og afspejler ens person. Jeg nyder at have en plads i offentligheden, som er udsprunget af mine egne idéer, formuleringer og tanker.
Det værste var noget, jeg oplevede i forbindelse med min gamle blog. Nemlig at det er så svært at abstrahere fra, når man er sunket alt for godt ind i rutinen. Forstået på den måde, at man knap nok kan lave noget, se noget, spise noget, købe noget eller se nogen, uden det skal dokumenteres, fotograferes og formuleres. At man simpelthen ikke kan lade være med at tænke i indlæg og i blogging. Det er en meget grim bivirkning, synes jeg, for det forhindrer en i at nyde nuet og lade tankerne flyve frit. Det bliver hurtigt så påtvunget, og det er jo slet ikke meningen. Derfor startede jeg iøvrigt også forfra. Jeg kunne ikke holde det ud.
Hvad blogger du mest om?
Min hverdag; små hændelser, fine køb og lidt om de yndige, gyldne øjelikke, som sommetider dukker op, når man allermindst venter det.
Desuden skriver jeg også en smule om bøger; men ikke specielt meget. Faktisk ville jeg godt skrive mere om bøger, end jeg gør på nuværende tidspunkt – jeg skal blot huske at få det gjort.
Hvorfor hedder din blog det den gør?
Min blog hedder “Dancing With Fauns”, fordi jeg faunen er mit yndlings eventyrsvæsen, og fordi jeg tror på, at livet bliver nemmere, hvis man danser igennem det.
Mest af alt er navnet nok bare en lille finurlig kombination af en masse grublen og dagdrømmen. Og det er jeg egentligt ganske tilfreds med.
Hvordan er du kommet så langt med din blog?
Jeg er slet ikke kommet specielt langt med min blog. Det var jeg derimod med min gamle; den voksede med lynets hast til svimlende og frygtindgydende højder. Og jeg brød mig faktisk slet ikke om det.
Jeg er måske blot en af de typer, der foretrækker et lille lukket rum, når det kommer til stykket. En lille isoleret flig af min verden med en begrænset tilskuerskare. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det giver mig en større frihed og et større råderum. Jeg skræmmes nemt af påtvungen kreativitet, fremskyndet af andres forventninger.
Hvilke tanker har du gjort dig omkring designet på din blog?
Jeg ønskede noget enkelt og helt igennem uspoleret; som en ny notesbog med helt blanke sider. Noget jeg således selv kunne præge; med mine billeder og min ordleg. Samtidig ønskede jeg en lidt spidsfindig og personlig detalje; noget fint og feminint. Deraf den svungne og kunstfærdige skrifttype på min header.
Tager du hensyn til noget eller nogen, når du blogger? Er der noget du aldrig kunne finde på at skrive på din blog?
Jeg har en finurlig lille tommerfingerregel, der lyder, at hvis det er for privat til at blive overhørt af tilfældige fremmede i bussen, så er det også for privat til bloggen.
Det er en meget subjektiv vurderingssag, hvad jeg skriver på bloggen, og hvad jeg udelader. Der er ingen umiddelbar logik eller et synligt system i det; det hele afhænger af mig og mine grænser. Jeg kan for eksempel sagtens skrive et langt spekulativt og dybt personligt indlæg om mine tanker og følelser, men omvendt kunne jeg aldrig finde på at skrive om et skænderi med mine veninder.
Jeg foretrækker måske nok at skrive om de abstrakte ting, fremfor de konkrete. Det er en hårfin balancegang.
Hvilken slags blogs læser du selv? Hvorfor?
Jeg læser mange personlige hverdagsblogs. Blogs uden konkrete temaer eller veldefinerede emner. Jeg tror, det er fordi, jeg godt kan lide at læse om lidt af hvert; men omvendt keder mig, hvis et emne bliver splittet i atomer og uddybet til mindste detalje.
Jeg holder meget af at læse om litteratur, fotografi, hverdagsliv, tøj og køb, kageopskrifter og film – gerne i én stor kludret og kaotisk sammensmeltning.
Hvilken slags musik hører du? Og hvilken sang kan du høre igen og igen?
Jeg er faktisk overraskende dårlig til at “opdage” ny musik. Meget af den musik jeg ynder at lytte til er ofte noget, jeg har hørt og elsket i flere år. Jeg tror at jeg, af en eller anden ukendt grund, knytter mig meget til den musik, jeg hører. God musik – i mine ører – er noget der vækker stærke følelser til live. Mine absolutte yndlingsbands er Lifehouse, Vertical Horizon, Sister Hazel, Emery, Regina Spektor og The Rescues.
Jeg kan for evigt lytte til “Keep Breathing” af Ingrid Michaelson, som er en af de smukkeste sange nogensinde kreeret.
Hvis du stod overfor dit sidste måltid; hvad ville du så have at spise?
Pandekager – uden tvivl. Det fungerer perfekt morgen, middag og aften. Det er intet mindre end fantastisk.
Hvad var dit sidste køb? Og hvad bliver det næste?
Mit sidste køb var en julegave til min lillebror. I denne søde juletid er der jo så meget, der skal købes og forberedes, og jeg nyder det så inderligt. Det er så hyggeligt at fundere over, hvilken gave der vil være præcis rigtig til at sprede glæde hos ens nærmeste. Det næste på indkøbslisten (udover dagligvarer, naturligvis) bliver en smuk læderindbunden udgave af “Sense and Sensibility” – som en slags lille julegave, fra mig til mig.
Hvad er det første du gør om morgenen? Og det sidste inden du går i seng?
Det første jeg gør, når jeg vågner om morgenen, er at lukke øjnene endnu engang, og krumme mig helt sammen under dynens trygge varme. I disse mørke dage sover jeg altid en smule over mig; det tidlige morgenmørke er simpelthen så utroligt umotiverende for mig.
Det sidste jeg gør, inden jeg drager mod drømmenes døsige rige, er at skrive en sætning eller to i min dagbog, og naturligvis sige godnat til Nico med et blidt kys og lille håndklem.
Hvis du skal nævne et citat/motto, hvilket skal det så være? Og hvorfor? 
Sometimes people are beautiful. Not in looks. Not in what they say. Just in what they are.
Simpelthen fordi skønhed er en så udefinerbar ting, og det er værd at huske på, at man ikke kan opstille regler eller grænser for den; for nogle mennesker bryder samfundets idealer på mest forunderlig vis. Blot ved at være sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *